søndag den 6. december 2020

Der afsættes 630 millioner kroner til oprensning af "generationsforurening" på finansloven

På den nyligt vedtagne finanslov, er der afsat 630 millioner kroner til oprensning af tidligere tiders voldsomme industriforureninger. Det drejer sig blandt andet om forureningen på Harboøre Tange efter kemivirksomheden Cheminova, forureningen ved Kærgård Klitplantage efter Grindstedværket m.fl. 

SF's formand, Pia Olsen Dyhr er i Jyllands-Posten citeret for: "Det har været en hån mod de mennesker, der bor i områderne, at man har ladet stå til – at man har ladet virksomhederne slippe for ansvar. Og det har været en mærkesag for mig at få ryddet op, lige siden jeg som helt ung startede i SF. Nu rydder vi op. Det er en kæmpe sejr for både miljø og mennesker."

Der er i første omgang udvalgt nogle bestemte områder, som prioriteres først. I 2023 bliver der gjort status, hvorefter der skal ses på de resterende forureninger.