Viser opslag med etiketten Århus kommune. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Århus kommune. Vis alle opslag

tirsdag den 5. april 2011

Forurenet skrænt i Langdalen skal hegnes ind

Udsnit af Langdalen september 2010. Foto: Bo Christensen

Den forurenede skrænt i Langdalen syd for Collstrop-grunden i Brabrand skal hegnes ind, og der skal opsættes advarselsskilte, som fortæller, hvorfor hegnet er der, skriver JP Århus. Afdelingschef Anders Maltha Rasmussen i Natur og miljø, Århus Kommune udtaler til avisen:
Jordprøver viser, at overfladejorden ned til en dybde på 20 cm. er forurenet med arsen i to tunger ned ad skrænten. Da der ikke er risiko for yderligere udsivning, er det tilstrækkeligt at hegne områderne ind.
De lokale grundejerforeninger og ejeren af marken nedenfor Collstrop-grunden er forståeligt nok ikke begejstrede for at få hegn og advarselsskilte i det naturskønne rekreative område Langdalen.

Samtidig med at Århus Kommune fortæller os, at der ikke er risiko for yderligere udsivning, har Region Midtjylland opsat filtersatte boringer nedenfor den forurenede skrænt, for blandt andet at undersøge om forureningen er trængt ned til grundvandet.

Hvis de ansvarlige myndigheder havde udvist rettidig omhu i 2007, da Collstrop lukkede træimprægneringsvirksomheden på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, havde vi sandsynligvis ikke i dag stået med en stærkt forurenet industrigrund, en mulig forurening af grundvandet samt et forurenet rekreativt naturområde, som skal hegnes ind og plastres til med advarselsskilte. Derudover ville en masse skattekroner kunne have været sparet på undersøgelser og indhegninger, da det ville have været forureneren, som havde betalt for alt dette samt en oprydning efter forureningen. Forureneren betaler-princippet blev adopteret af EU helt tilbage i 1975.

Så vidt jeg er orienteret modtog Collstrop Brabrand i årene op til deres lukning i 2007 flere trusler fra Århus Amt om politianmeldelse på grund af utætheder i imprægneringskar og det tilhørende rørsystem. Hvis imprægneringskar og rør har været utætte, er det rendt imprægneringsvædske ud i jorden. Hvorfor blev Collstrop ikke bedt om at fjerne den forurenede jord, da de forlod grunden?

I 2003 var afdelingsleder Anders Maltha Rasmussen og civilingenør Bente Jørgensen underskrivere af en Miljøgodkendelse af Collstrop - Dansk Træimprægnering, Brabrand A/S. I denne står blandt andet følgende at læse:
Ved ophør af driften skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå fremtidig forurening af jord og grundvand og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand. En redegørelse for disse foranstaltninger skal fremsendes til tilsynsmyndigheden senest 3 måneder, før driften ophører helt eller delvist.

Lad mig kort prøve at opsummere hvordan sagen ser ud, når jeg kigger på den.

1. I 1989 bliver der sendt erstatningskrav for oprydning af de forurenede collstropgrunde i Allerød, Hillerød, Horsens, Køge og Odense samt Skov- og Naturstyrelsen forsøger at rejse en retssag mod Collstrop. Erstatningskrav og retssag falder til jorden, da kapitalfonden Incentive A/S, som på det tidspunkt ejer Collstrop, tømmer virksomheden for penge. Her vil jeg mene, at der hos de fleste - og specielt hos offentligt ansatte indenfor miljøområdet - burde ringe en klokke, som siger, at her har vi en virksomhed, som forurener, og de forsøger at unddrage sig ansvaret for oprydningen derefter. Ergo virksomheden skal under skærpet opsyn.

2. I 1992 bliver Collstrop-grunden i Brabrand forureningskortlagt af Århus Amt og der påvises i 1992 og 1993 jordforurening med arsen og krom.

3. I 2003 giver Natur- og Miljøkontoret i Århus Amt med blandt andre afdelingsleder Anders Maltha Rasmussen som underskriver en miljøgodkendelse til Collstrop Brabrand, hvor der står, at ved ophør af driften skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå fremtidig forurening af jord og grundvand og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand.

4. I 2007 lukker Collstrop imprægneringsvirksomheden i Brabrand og fraflytter grunden uden at bringe den tilbage i tilfredsstillende tilstand. Århus Amt har i årene op til lukningen flere gange truet virksomheden med at politianmelde dem på grund af utætheder i imprægneringskar og tilhørende rørsystem.

5. I september 2010 undersøger DR 21 Søndag Collstrop-grunden i Brabrand og finder voldsomt forhøjede koncentrationer af giftstofferne arsen og krom. Professor i miljømedicin Philippe Grandjean udtaler, at det er den giftigste jordprøve, han nogensinde har set, og vandprøven overskrider grænseværdierne 20 gange. Senere på året viser undersøgelser foretaget af Konsulentfirmaet Niras, at forureningen har spredt sig til et naturområde syd for industrigrunden.

Og hvordan ser situationen så ud her i 2011?
Vi har en stærkt forurenet industrigrund, som der vist ikke kan være nogen tvivl om, ikke er bragt tilbage i tilfredsstillende tilstand. Et tilstødende forurenet naturområde. Og en mulig forurening af grundvandet, som Region Midtjylland er ved at undersøge - betalt af skatteyderne. Hvorfor blev de undersøgelser DR 21 Søndag foretog i 2010 ikke lavet i 2007, da Collstrop fraflyttede grunden, så stedet kunne bringes tilbage i tilfredsstillende tilstand, som der står i miljøgodkendelsen fra 2003?

Det er simpelthen for tyndt, at de folk vi har ansat til at varetage vores interesser, ikke kan gøre det bedre end det. Hvis det er fordi lovgivningen ikke virker, så må de komme op med nogle forslag til, hvordan lovgivningen kan ændres, så det er forureneren, som betaler for oprydningen.

Yderligere information:
Langdalen - en dal fra Kristi fødsel
Branchebeskrivelse for træimprægneringsvirksomheder
Miljøgodkendelse af Collstrop - Dansk Træimprægnering (PDF-fil 385 KB)
Niras: Forureningsundersøgelse Langdalen, Brabrand (PDF-fil 6 MB)
Gift i naturskøn dal i Brabrand
Banker tjente på miljøskandale
Se TV Avisen 18.30 fra 7. marts 2011: Miljøskandale - Ingen vil betale
- DR tv: Ingen vil betale (Vælg 18:30 og mandag 07. mar. 2011)
- DR NU: Ingen vil betale (Vælg TV AVISEN med Sporten 7. mar. 2011)
- DR Podcast XML: Ingen vil betale
- DR Podcast iTunes: Ingen vil betale
- DR Podcast ZENcast: Ingen vil betale
Se 21 Søndag fra 6. marts 2011: Miljøskandale - Banker ejede giftfirma
- DR tv: Banker ejede giftfirma (Vælg 21:00 og søndag 06. mar. 2011)
- DR NU: Banker ejede giftfirma (Vælg 21 SØNDAG 6. mar. 2011)
- DR Podcast XML: Banker ejede giftfirma
- DR Podcast iTunes: Banker ejede giftfirma
- DR Podcast ZENcast: Banker ejede giftfirma

Opdateret 9/5-2011.

søndag den 28. november 2010

Resultat af prøver

Jeg var i sidste uge til møde med repræsentanter fra Region Midtjylland, Århus
Kommune, et par grundejerforeninger og ejeren af jorden i bunden af Langdalen. Mødets formål var en generel orientering om resultaterne af de undersøgelser Region og Kommune har foretaget i Langdalen bagved Collstrop-grunden.

Århus Kommunes undersøgelser viser af overfladevand på Collstrop-grunden er forurenet med chrom, kobber og arsen i koncentrationer op til 2,300 mg arsen/l, 0,119 mg kobber/l og 0,081 mg chrom/l. Nye vand- og sedimentprøver af vandhullerne i Langdalen viser ikke højere koncentration af de målte metaller end hvad der findes i andre undersøgelser af afstrømmende regnvand fra et byområde.
De højeste koncentrationer af metallerne - udover selve Collstrop-grunden - er fundet i bundsedimentet i regnvandsbassin 760, som er vandhullet vest for Langdalsvej. Kommunen skriver i deres notat om undersøgelserne, at stofkoncentrationen i bundsedimentet ligger her på niveau med, hvad der gennemsnitligt kan forventes i et regnvandsbassin.
Kommunens konklusion på undersøgelserne af vandet i Langdalen er, at der ikke er signifikante tegn på, at forureningen fra Collstrop-grunden skulle have bredt sig nedstrøms til vandhullerne i Langdalen.

Region Midtjylland: Forureningsundersøgelse Langdalen, Brabrand (PDF-fil 6 MB)
Århus Kommune: Undersøgelse af vandhuller (PDF-fil 950 KB)
Århus Kommune: Orientering om Collstrup-grunden (PDF-fil 1,2 MB)

Region Midtjyllands undersøgelser af skrænten bagved Collstrop-grunden og marken nedenfor grunden viser, at forureningen har spredt sig til to områder på skrænten og ned til stien nedenfor skrænten. Dette område ejes af Århus kommune. Der er ikke fundet forurening på marken nedenfor skrænten. Der skulle altså ikke være nogen fare ved at færdes på stierne i Langdalen. Skrænten syd for Collstrop-grunden skal man nok ikke lade børn lege på, og indsamling af specielt svampe til madlavning vil være en rigtig dårlig ide. Som det kan ses på indscanningen herunder er koncentrationen af arsen i 10-20 centimeters dybde rimelig høj.

Bilag 3 i Niras forureningsundersøgelser af området syd for Collstrop-grunden.

Region Midtjylland vil januar 2011 opsætte 4-5 filtersatte boringer nedenfor skrænten samt en enkelt boring på Collstrop-grunden. Boringerne skal udover at afgrænse forureningen i dybden, også bruges til at tage prøver af grundvandet, for at se om forureningen skulle være nået derned.

fredag den 8. oktober 2010

Kommunen informerer om arsenforureningen af vandhullerne i Langdalen

Århus kommune har i Langdalen nedenfor Collstrop-grunden opsat et skilt, hvor de informerer om arsenforureningen af vandhullerne. Skiltet melder ikke noget om, der skulle være fare forbundet med at spise de kirsebær, brombær, æbler og svampe, som vokser på dalens nordlige skrænt nedenfor giftgrunden.

Teksten på skiltet er:

Natur og Miljø
informerer om arsen i Langdalen

Collstrup-grunden på Edwin Rahrs Vej er forurenet med bl.a. arsen, der har været anvendt som imprægneringsmiddel i træ i Danmark frem til 1992.

Prøver har for nylig påvist arsen i vandhullerne i Langdalen:

Vandhul øst for Collstrup-grunden:0,012 mg/l
Vandhul ud for Collstrup-grunden:0,016-0,021 mg/l
Kvalitetskrav til drikkevand (tapvand):0,010 mg/l
Regnvand fra by- og industriområder0,010-0,015 mg/l
De fundne arsenværdier er kun let forhøjede i forhold til drikkevand og afstrømmet regnvand.

Embedslægen har dog anbefalet indhegning af vandhullerne.

Videre undersøgelser
Region Midtjylland har ansvaret for jordforureningen på Collstrup-grunden og vil snarest påbegynde en undersøgelse af, hvad der evt. skal ske med forureningen. Undersøgelsen vil tage udgangspunkt på skrænten syd for grunden. Formålet er at afklare, hvorvidt og i hvilket omfang forureningen påvirker vandet i Langdalen.

Du kan få yderligere oplysninger om sagen på Århus Kommunes hjemmeside:

www.aarhuskommune.dk/borger/natur-og-miljoe

Den forurenede grund ligger på den anden side af træerne øverst til venstre i billedet. Foto: Bo Christensen

Århus Kommune har opsat et skilt i Langdalen, hvor de informerer om arsenforureningen af vandhullerne. Foto: Bo Christensen

Kommunen har samtidig lagt "Orientering om Collstrup-grunden" ud på deres hjemmeside, hvor de blandt andet forsikrer om, at det store grundvandsmagasin under Langdalen og Collstrop-grunden ikke er truet af forureningen.

Orientering om Collstrup-grunden (PDF-fil 1,2 MB)

Kommunens forsikring om at vores grundvand ikke er i fare, er dog i modstrid med den information, man kan læse i "Lokalplan nr. 584: Boligområde ved Helenelyst i Brabrand".
Århus Amt har udtalt, at i området ved Helenelyst er der - ud fra den viden, man har i dag, stort set kun dæklag af sandede eller meget sandholdige aflejringer oven på grundvandsmagasinerne. Den naturlige beskyttelse er dermed ringe eller helt fraværende.

Det er vigtigt, at der ved den fremtidige anvendelse af området tages væsentlige hensyn, da området er sårbart i vandindvindingsmæssig sammenhæng, og at der sikres mest muligt mod nedsivning af forurenende stoffer til grundvandet.

Der bør derfor ikke anvendes sprøjtemidler og ske forurening af nogen som helst art, der kan medføre nedsivning til grundvandet.

Eksisterende tilledning af drænvand fra Langdal til Porskær og Voldbæk skal bibeholdes for at bevare tilstanden i dette.
Lokalplan nr. 584 Boligområde ved Helenelyst i Brabrand (PDF-fil 4,0 MB)

Vandsystemet i Langdalen løber fra dalens østlige ende mod vest, via overløb løber det under Langdalsvej og derefter ud i et forholdsvis nyanlagt vandhul. Via overløb i dette vandhuls vestlige ende ledes vandet videre forbi Porskær, Helenelyst og derefter ud i Voldbæk og videre ud i den nordvestlige ende af Brabrand Sø. På den modsatte side af søen ligger de vandboringer, som kommunen forsikrer, ikke er truet af arsenforureningen.

torsdag den 30. september 2010

Der kommer hegn om giftgrunden

DR Nyheder skriver 28. september, at de nuværende ejere at den tidligere Collstrop-grund, Boax Ejendomme, nu vil hegne grunden ind. Firmaets administrerende direktør, Anette Kjærulff Nielsen udtaler, at firmaet nok skulle have tænkt på det noget tidligere.

Boax Ejendomme har planer om at bygge et lagerhotel på grunden, og har hele tiden vidst, at grunden er forurenet.
Umiddelbart tror jeg, vi stadig kan få en byggetilladelse af Århus kommune, og så vil vi selvfølgelig sørge for at forureningen bliver liggende på grunden og ikke bevæger sig længere væk, siger Anette Nielsen fra Boax Ejendomme.
Læs hele artiklen på dr.dk: Giftgrund i Brabrand får nu hegn

Da jeg er en tur forbi Collstrop-grunden torsdag 30. september 2010, har den nuværende ejer af grunden opsat et skrøbeligt hegn ud mod Edwin Rahrs Vej. Der er stadig fri adgang til giftgrunden gennem den åbne låge. Foto: Bo Christensen

UPDATE: 4. oktober 2010

Da Claes Esben Olsen og Helle Lisbeth Larson fra Region Midtjylland besøger Collstrop-grunden på Edwin Rahrs Vej i Brabrand den 4. oktober, har de ingen problemer med at komme rundt om det skrøbelige hegn på grundens nordlige side. På grundens sydside ned mod Langdalen er der indtil flere gamle huller i hegnet, som både børn og voksne kan komme igennem. Foto: Bo Christensen

Århus kommune vil afspærre giftgrund

Dr.dk skriver 26. september 2010, at Århus kommune nu vil afspærre giftgrunden på Edwin Rahrs Vej, som er dækket af grønne kemikalierester, gammelt industriaffald, giftige vandpytter og jord.
Fra 1963 og frem til 2007 imprægnerede firmaet Collstrop træ på grunden på Edwin Rahrs Vej i Århus-forstaden Brabrand, og i årtier er stoffer som chrom, kobber og arsen sivet ned i jorden.
Peter Pagh, professor i miljøret på Københavns Universitet udtaler:
- Myndighederne bør på nuværende tidspunkt se at få spærret grunden af, men det burde de nok allerede have gjort, da virksomheden lukkede.
Problemet er ikke begrænset til grunden i Brabrand.
Collstrop-grunden i Århus er blot én ud af i alt 12 grunde rundt om i Danmark, som firmaet Collstrop har forurenet.
Læs hele artiklen på dr.dk: Århus kommune afspærrer giftgrund