Viser opslag med etiketten grundvand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten grundvand. Vis alle opslag

onsdag den 9. marts 2011

Region Midtjylland borer i Langdalen

Som jeg har skrevet tidligere her på bloggen, ville Region Midtjylland januar 2011 etablere 4-5 filtersatte boringer umiddelbart nedenfor skrænten syd for Collstrop-grunden i Brabrand samt en enkelt boring på selve industrigrunden. Dette arbejde har indtil videre været udskudt på grund af frost, men i mandags gik de i gang.

Boringerne skal bruges til monitorering af grundvandet samt vise hvor dyb den påviste jordforurening er.

UPDATE 1. juli 2011: Boringerne har indtil videre afsløret en voldsom forurening med det kræftfremkaldende chrom 6 i syv meters dybde. Koncentrationen er over 1000 gange højere end grænseværdien tillader.
Læs mere her: Kræftfremkaldende stof er endt i grundvandet

Region Midtjylland i gang med en boring i Landalen syd for Collstrop-grunden i Brabrand til monitorering af grundvandet. Foto: Bent Christensen

onsdag den 9. februar 2011

De 13 forurenede industrigrunde efterladt af firmaet Collstrop

Collstrops industrigrund i Brabrand er ikke den eneste forurenede industrigrund efterladt af firmaet Collstrop. Der findes rundt omkring i landet 13 forurenede industrigrunde efterladt af firmaet Collstrop. De er forurenet med ubehagelige ting som arsen, kobber, krom, kulbrinter, phenoler, tjærestoffer, flygtige oliestoffer (BTEX) og tungmetaller.
Collstrop forsøger blandt andet at undskylde sig med, at forureningen er sket for mange år siden, og at datidens miljølovgivning var for lempelig.
Den information som 3F har fået fra tidligere ansatte om virksomhedens håndtering af giftstoffer og sagen om de 300 tønder med giftig imprægneringsslam som firmaet gravede ned på grunden ved Esrum Sø, inden den blev fraflyttet, selvom der fra myndighedernes side var stillet krav om, at giftigt affald skulle fjernes fra pladsen ved fraflytning, viser dog at det ikke kun var datidens miljølovgivning, der havde mangler. Et lige så stort problem er firmaets tilsyneladende manglende moral. De har kort sagt opført sig som nogle svin.

Herunder viser jeg et lettere redigeret uddrag af Miljøstyrelsens redegørelse over de 13 collstropgrunde. Der er links til Miljøstyrelsens fulde redegørelse nederst i indlægget.

Region Nordjylland

Aalborg
Adresser: Krebsen 2, 6, 6A, 8, 10 og Drastrup Skovvej 33A Aalborg
Driftsperiode: 1970 - 2004
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 2005 på hhv. vidensniveau 1 og 2.
Forureningsundersøgelse: Nordjyllands Amt laver i 1997 en undersøgelse, der skal fastslå om grunden er forurenet. I 2005 gennemføres med midler fra værditabsordningen en undersøgelse på Drastrup Skovvej 33A.
Forurening: Undersøgelserne konstaterer jordforurening med imprægneringsstofferne krom, kobber, arsen samt tjærestoffer.

Region Midtjylland

Horsens
Adresse: Grønlandsvej 9, Horsens
Driftsperiode: 1890 - 1978
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1985.
Forureningsundersøgelse: Der er af Vejle Amt (1988-1990) gennemført omfattende undersøgelser på grunden.
Forurening: Undersøgelserne viser en kraftig jord- og grundvandsforurening med tjærestoffer og phenoler. Forureningen siver ud i Horsens Fjord, og kan dermed udgøre en trussel for fjordens vand og natur.

Brande
Adresse: Fynsvej 20, Brande
Driftsperiode: 1978 - stadig aktiv
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 2006.
Forureningsundersøgelse: Ringkøbing Amt har i starten af 1990'erne fået gennemført flere undersøgelser.
Forurening: Der er påvist arsenforurening i overfladejorden og krom i det grundvand, der ligger tæt på terræn.

Randers
Adresse: Jernholmen 3, Randers
Driftsperiode: 1966 - 2005
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 2000.
Forureningsundersøgelse: Århus Amt udfører flere undersøgelser i 1990'erne, herunder boringer til grundvandet.
Forurening: Der konstateres en forurening med Tributyltin-holdigt (TBT) terpentin i grundvandet.

Brabrand
Adresse: Edwin Rahrs Vej 79, Brabrand
Driftsperiode: 1963 - 2007
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1992.
Forureningsundersøgelse: Århus Amt udfører en indledende undersøgelse i 1992. Virksomheden gennemfører herefter en frivillig undersøgelse i 1993. DR-Nyhedsprogrammet 21-søndag undersøger i sensommeren 2010 en vandgrav og jorden på grunden for forurening. Århus Kommune undersøger i september 2010 vandhuller i Langdalen nedstrøms grunden. Region Midtjylland vil inden årsskiftet have undersøgt, om sedimentet i vandhullerne i Langdalen er påvirket af forureningen fra grunden.
Forurening: Jordforurening med arsen og krom påvises i undersøgelserne fra 1992 og 1993. I september 2010 genfindes forureningen i såvel jord som vand. Denne gang med et højt indhold af arsen. Århus Kommune finder arsen i vandet i de to vandhuller nedstrøms grunden.

Stevnstrup ved Randers
Adresse: Skovboulevarden 6A, Langå
Driftsperiode: 1906 - 1930 (Jysk Telefon), 1930 - 2002 (Collstrop)
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1990.
Forureningsundersøgelse: Forureningsudbredelsen på jorden og i grundvandet er undersøgt af virksomheden selv i 1991, 1992 og 1993. I 1999 udfører Århus Amt supplerende prøvetagning og analyse af grundvandet. I 2008 har den nuværende ejer udført supplerende undersøgelser og en jordhåndteringsplan med henblik på at opnå § 8 tilladelse til bolig/erhverv.
Forurening: Der er stedvis fundet kraftig jordforurening med tungmetallerne arsen, kobber og krom. Stedvis er der også fundet en grundvandsforurening med krom. Forureningen i grundvandet vurderes af det tidligere Århus Amt og Region Midtjylland ikke at udgøre noget problem i forhold Gudenåen og grundvandet.

Region Syddanmark

Odense
Adresse: Gøteborggade 14, Odense
Driftsperiode: 1970 - ? (Virksomheden er ophørt)
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1985.
Forureningsundersøgelse: Der gennemføres undersøgelser i 1985, 1992, 1994, og 1995.
Forurening: I 1985 og 1992 viser undersøgelser forurening af jord og terrænnært grundvand med arsen, kobber og krom på et areal anvendt til afdrypning af imprægneret træ. I 1994 bliver der ved tilsyn og gravearbejde konstateret en forurening, som vurderedes at stamme fra en utæthed ved det dengang idriftværende anlæg. I 1995 gennemføres en supplerende undersøgelse af det daværende Fyns Amt. I den forbindelse bliver der, modsat tidligere, fundet meget indhold af arsen, krom og kobber i jorden. Undersøgelsen fører til, at virksomheden og amtet indgår et forlig, hvor virksomheden stiller et beløb på 100.000 kr. som sikkerhed i banken. Beløbet skal frigives til oprensning, hvis virksomheden fik ny ejer, gik konkurs eller fraflyttede grunden, uden at forureningen var fjernet. Aftalen blev indgået i oktober 1997 og var begrundet i forureningens ringe trussel imod grundvandet.

Region Hovedstaden

Allerød
Adresse: Rytterhegnet 3-5, Allerød
Driftsperiode: 1961 - 1981
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1986.
Forureningsundersøgelse: Det tidligere Frederiksborg Amt har gennemført undersøgelser i 1980, 1987, 1990, 1993, 1994 og 1995.
Forurening: I sandlag, ca. 15 meter under terræn er fundet forurening med arsen og phenoler. Der er fundet en udbredt arsenforurening i det terrænnære grundvand på store dele af grunden og lokale områder med organisk forurening og med phenol. I toppen af et dybereliggende grundvandsmagasin er fundet spor af phenol.
På tilstødende naboejendomme er fundet en fladedækkende arsenforurening i de terrænære jordlag. I toppen af bundsedimenterne i nabosøer er dele af søbredden forurenet med arsen.
På trods af at forureningen spreder sig ned i forskellige grundvandsmagasiner, er det vurderet, at grundvandsforureningen ikke umiddelbart udgør en trussel for vandindvindingerne i området.
Der foreligger ingen aktuel kontaktrisiko, idet grunden er ubenyttet og sikret mod offentligt adgang ved indhegning af hele grunden.

Allerød
Adresse: Kongevejen 97, Allerød
Driftsperiode: 1967 - 1974
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1991.
Forureningsundersøgelse: Skov og Naturstyrelsen gennemfører undersøgelser i 1980, 1981, 1985, 1986, 1989, og 1991. Det tidligere Frederiksborg Amt gennemfører en undersøgelse i 1988.
Forurening: Forurening af jord med arsen, krom og tjærestoffer.
Det terrænnære grundvandsmagasin er forurenet med phenoler og flygtige oliestoffer (BTEX), og et dybereliggende grundvandsmagasin er forurenet med phenoler.

Ishøj
Adresse: Industribuen 19, Ishøj
Driftsperiode: 1974 - 1990
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 2001.
Forureningsundersøgelse: Der gennemføres en forureningsundersøgelse af jord og grundvand i 1992.
Forurening: Undersøgelsen påviser forurening med metaller, men også med kulbrinter og phenoler i jord og i det terrænnære grundvand.

Hvidovre
Adresse: Hammerholmen 8-16, Hvidovre
Driftsperiode: Der foreligger ikke en oversigt over, præcist hvornår forskellige selskaber har drevet virksomhed på grunden. Imidlertid fremgår det af sagens akter, at følgende selskaber har imprægneret træ eller oplagret imprægneret træ på grunden:
- N. P. Nicolajsen A/S
- Dansk A.-Træ, Hvidovre ApS (Opkøbt af: Collstrop – Dansk Træimprægnering A/S)
- Danske Trælast A/S
Forureningskortlagt: Grundene kortlægges i hhv. 2001 og 2005.
Forureningsundersøgelse: Der er gennemført forureningsundersøgelser i 1994 (Københavns Amt), 1997 (Dansk A-Træ/Collstrop), 1998 (Dansk A-Træ/Collstrop) og 2002 (Danske Trælast A/S).
Forurening: Ved alle forureningsundersøgelserne er der konstateret kraftig forurening med arsen. I undersøgelsen fra 1997 er der yderligere fundet forurening med krom og kobber.

Hillerød (Esrum)
Adresse: Matrikel 4ab og 4o i ejerlauget Stenholtsvang, Hillerød (55°57'22,62" N 12°21'20,46" E). I Miljøministeriets redegørelse står grunden opført som beliggende Jespervej 26. Grunden har ikke længere nogen officiel adresse, og i dag er Jespervej 26 en adresse i et villakvarter ca. 3 km. sydvest for Collstropgrunden.
Driftsperiode: 1936 - 1976
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1983.
Forureningsundersøgelse: Der er gennemført en række undersøgelser i 1977, 1989, 1990, 1991, 1991, 1992, 1994, 1995, 2000, 2006, og 2009. Herudover er Miljøstyrelsen og Region Hovedstaden i gang med en undersøgelse.
Forurening: Der findes en meget kraftig jordforurening på grunden med hovedsagligt arsen, krom, og kobber. Det skønnes, at omfanget af forureningen er ca. 35 tons arsen, ca. 5 tons krom g ca. 7 tons kobber. Det terrænnære grundvand er forurenet med arsen. En del af dette drænes ud i grøfterne. De arsenkoncentrationer, der er fundet i det dybereliggende grundvand, er kun lidt højere end den naturlige baggrundsværdi.

Region Sjælland

Køge
Adresse: Værftsvej 1, 1a, 3, Cementvej 3, Køge
Driftsperiode: 1889 - ? (Virksomheden er ophørt)
Forureningskortlagt: Grunden kortlægges i 1987.
Forureningsundersøgelse: Undersøgelser har konstateret en kraftig jord- og grundvandsforurening med tjærestoffer og tungmetaller. Forureningerne strømmer ad flere veje ud ad grunden. Den sydlige transportvej truer et boligområde. Den centrale og nordlige del af forureningen er arealmæssigt lukket af med parkeringsplads og vejområder. Såfremt at arealet ændres til mere følsom anvendelse, vil der skulle ske en oprensning/afværge. Der er ingen grundvandsinteresser i området, men det grundvand, der strømmer i nordnordøstlig retning, vurderes at transportere forureningen ud i Køge Bugt.


Derudover har firmaet også huseret på følgende adresser uden tilsyneladende at forurene dem. De er ihvertfald ikke forureningskortlagt af myndighederne endnu:

Kolding
Firmanavn: Collstrop Brande A/S
Adresse: Ambolten 20, 6000 Kolding

Nyborg
Firmanavn: Dura-Træ Træbehandling A/S
Adresse: Alsvej 4, 5800 Nyborg

Padborg
Firmanavn: Collstrop Dansk Træimprægnering A/S
Adresse: Korshøjvej 10, Frøslev, 6330 Padborg
Driftsperiode: 1985 - 2006 (overdraget til Frøslev Træ A/S)

Skodborg
Firmanavn: Sydjydsk Tryk Træ ApS
Adresse: Industriparken 5, Skodborg, 6630 Rødding


Referencer:
2010-12-22: Miljøministeriet: Redegørelse over forureningskortlagte grunde, hvorpå Collstrop har drevet virksomhed – opdateret efter samråd om jordforurening fra træimprægnering (Collstrop), alm. del spørgsmål AA-AC.
2010-12-22: Miljøministeriet: MPU alm. del Bilag 279 - Redegørelse over forureningskortlagte grunde, hvorpå Collstrop har drevet virksomhed – opdateret efter samråd om jordforurening fra træimprægnering (Collstrop), alm. del spørgsmål AA-AC. (PDF-fil 51 KB)
2010-11-10: Folketingen: Lyt til møde i Miljø- og Planlægningsudvalget 10/11-2010: Åbent samråd med miljøministeren om oprensning af forurenede grunde efter Collstrops virksomhed (MP2-fil 18,4 MB)

mandag den 25. oktober 2010

Der bliver taget prøver i Langdalen

Her til formiddag har rådgivningsvirksomheden Niras været i Langdalen og taget prøver på skrænten og marken bagved Collstrop-grunden.

Niras tager prøver i Langdalen bagved Collstrop-grunden. Foto: Bent Christensen

torsdag den 14. oktober 2010

Livlig aktivitet på grunden

I går blev der lagt et lag plastik udover det område på grunden, hvor der er blevet gravet jord væk.

Der er blevet lagt plastik udover det område, hvor der er fjernet jord. Foto: Bo Christensen

Foto: Bo Christensen

Der ligger stadig jord med aflejringer fra imprægneringsvæske på Collstrop-grunden. Foto: Bo Christensen

I dag har Region Midtjylland, rådgivningsvirksomheden Niras og BOAX Ejendomme været på grunden.

Foto: Bo Christensen

lørdag den 9. oktober 2010

Der bliver fjernet jord fra Collstrop-grunden

Nogen er gået i gang med at fjerne det øverste lag jord midt på Collstrop-grunden.
Jeg ved ikke hvem der fjerner jorden, eller hvor den bliver kørt hen.

I et område midt på grunden er der fjernet jord. Foto: Bo Christensen

Der er fjernet et lag på omkring en halv meter. Rundt langs to af siderne på det område, hvor der fjernes jord, er der gravet en dybere rende. Foto: Bo Christensen

Den vandfyldte tank midt på grunden er forsøgt gravet fri. Foto: Bo Christensen

fredag den 8. oktober 2010

Kommunen informerer om arsenforureningen af vandhullerne i Langdalen

Århus kommune har i Langdalen nedenfor Collstrop-grunden opsat et skilt, hvor de informerer om arsenforureningen af vandhullerne. Skiltet melder ikke noget om, der skulle være fare forbundet med at spise de kirsebær, brombær, æbler og svampe, som vokser på dalens nordlige skrænt nedenfor giftgrunden.

Teksten på skiltet er:

Natur og Miljø
informerer om arsen i Langdalen

Collstrup-grunden på Edwin Rahrs Vej er forurenet med bl.a. arsen, der har været anvendt som imprægneringsmiddel i træ i Danmark frem til 1992.

Prøver har for nylig påvist arsen i vandhullerne i Langdalen:

Vandhul øst for Collstrup-grunden:0,012 mg/l
Vandhul ud for Collstrup-grunden:0,016-0,021 mg/l
Kvalitetskrav til drikkevand (tapvand):0,010 mg/l
Regnvand fra by- og industriområder0,010-0,015 mg/l
De fundne arsenværdier er kun let forhøjede i forhold til drikkevand og afstrømmet regnvand.

Embedslægen har dog anbefalet indhegning af vandhullerne.

Videre undersøgelser
Region Midtjylland har ansvaret for jordforureningen på Collstrup-grunden og vil snarest påbegynde en undersøgelse af, hvad der evt. skal ske med forureningen. Undersøgelsen vil tage udgangspunkt på skrænten syd for grunden. Formålet er at afklare, hvorvidt og i hvilket omfang forureningen påvirker vandet i Langdalen.

Du kan få yderligere oplysninger om sagen på Århus Kommunes hjemmeside:

www.aarhuskommune.dk/borger/natur-og-miljoe

Den forurenede grund ligger på den anden side af træerne øverst til venstre i billedet. Foto: Bo Christensen

Århus Kommune har opsat et skilt i Langdalen, hvor de informerer om arsenforureningen af vandhullerne. Foto: Bo Christensen

Kommunen har samtidig lagt "Orientering om Collstrup-grunden" ud på deres hjemmeside, hvor de blandt andet forsikrer om, at det store grundvandsmagasin under Langdalen og Collstrop-grunden ikke er truet af forureningen.

Orientering om Collstrup-grunden (PDF-fil 1,2 MB)

Kommunens forsikring om at vores grundvand ikke er i fare, er dog i modstrid med den information, man kan læse i "Lokalplan nr. 584: Boligområde ved Helenelyst i Brabrand".
Århus Amt har udtalt, at i området ved Helenelyst er der - ud fra den viden, man har i dag, stort set kun dæklag af sandede eller meget sandholdige aflejringer oven på grundvandsmagasinerne. Den naturlige beskyttelse er dermed ringe eller helt fraværende.

Det er vigtigt, at der ved den fremtidige anvendelse af området tages væsentlige hensyn, da området er sårbart i vandindvindingsmæssig sammenhæng, og at der sikres mest muligt mod nedsivning af forurenende stoffer til grundvandet.

Der bør derfor ikke anvendes sprøjtemidler og ske forurening af nogen som helst art, der kan medføre nedsivning til grundvandet.

Eksisterende tilledning af drænvand fra Langdal til Porskær og Voldbæk skal bibeholdes for at bevare tilstanden i dette.
Lokalplan nr. 584 Boligområde ved Helenelyst i Brabrand (PDF-fil 4,0 MB)

Vandsystemet i Langdalen løber fra dalens østlige ende mod vest, via overløb løber det under Langdalsvej og derefter ud i et forholdsvis nyanlagt vandhul. Via overløb i dette vandhuls vestlige ende ledes vandet videre forbi Porskær, Helenelyst og derefter ud i Voldbæk og videre ud i den nordvestlige ende af Brabrand Sø. På den modsatte side af søen ligger de vandboringer, som kommunen forsikrer, ikke er truet af arsenforureningen.

mandag den 4. oktober 2010

Vandhul i Langdalen hegnes ind

Her til formiddag har Århus Kommune sendt to mand fra Natur og miljø ud for at sætte hegn omkring den ene af søerne i Langdalen.
Den opsatte indhegning kommer på et tidspunkt til at stå ude i søen, da kommunen tilsyneladende ikke har tænkt på, at søernes areal vokser meget efter store regnskyl og når vinterens sne smelter.

Århus Kommune: Natur og miljø sætter hegn omkring det ene vandhul i Langdalen. Foto: Bo Christensen

Århus Kommune: Natur og miljø sætter hegn omkring det ene vandhul i Langdalen. Foto: Bo Christensen

Århus Kommune: Natur og miljø sætter hegn omkring det ene vandhul i Langdalen. Foto: Bo Christensen

6. oktober er der kommet "Adgang forbudt"-skilte op ved den indhegnede sø i Langdalen. Foto: Bo Christensen

torsdag den 30. september 2010

Grundvand under giftgrund skal undersøges

DR Nyheder skriver 27. september, at myndighederne efter 21 Søndags afsløringer af den meget mangelfulde oprydning af Collstrop-grunden i Brabrand, nu vil undersøge grundvandsmagasinet under grunden. Grunden har gennem årtier været brugt til træimprægnering, og er voldsomt forurenet med blandt andet arsen. Grundvandet under grunden pumpes op af Stautrup Vandværk og sendes ud til tusindvis af forbrugere i Århus Midtby.

Det ses tydeligt hvordan der ved regn, løber vand nedover de grønne arsen-aflejringer og videre mod Collstrop-grundens sydlige ende, som grænser op til Langdalens nordlige skrænt. Foto: Bo Christensen

Helle Lisbeth Larson, civilingeniør i Region Midtjyllands kontor for jord og råstoffer udtaler:
- Vi tager de nye oplysninger alvorligt og vil se på sagen. Der er tale om en forurening to-tre meter ned i jorden, mens grundvandet ligger langt dybere.

- Normalt flytter stoffet sig ikke ret langt, men netop når det er brugt til træ-imprægnering, har vi set, at det flytter sig over større afstande.

Læs hele artiklen på dr.dk: Grundvand under forurenet jord skal undersøges