søndag den 6. december 2020

Der afsættes 630 millioner kroner til oprensning af "generationsforurening" på finansloven

På den nyligt vedtagne finanslov, er der afsat 630 millioner kroner til oprensning af tidligere tiders voldsomme industriforureninger. Det drejer sig blandt andet om forureningen på Harboøre Tange efter kemivirksomheden Cheminova, forureningen ved Kærgård Klitplantage efter Grindstedværket m.fl. 

SF's formand, Pia Olsen Dyhr er i Jyllands-Posten citeret for: "Det har været en hån mod de mennesker, der bor i områderne, at man har ladet stå til – at man har ladet virksomhederne slippe for ansvar. Og det har været en mærkesag for mig at få ryddet op, lige siden jeg som helt ung startede i SF. Nu rydder vi op. Det er en kæmpe sejr for både miljø og mennesker."

Der er i første omgang udvalgt nogle bestemte områder, som prioriteres først. I 2023 bliver der gjort status, hvorefter der skal ses på de resterende forureninger.

søndag den 2. april 2017

Opførelse af kontor- og lagerbygning

Brabrand: Opførelse af kontor- og lagerbygning i Brabrand på Edwin Rahrs Vej 79 - 2800 m2 til 30 mio. kr. Totalentreprenør JD Byg ApS, Kontaktperson Rasmus K Hansen tlf.nr. 75752247 eller 20294847 E-mail: rasmus@jdbyg.dk opstart januar 2017 til september 2017

Kilde: Betonklubbens nyhedsbrev

torsdag den 14. april 2016

Aktivitet på grunden i Brabrand

Der har i går været aktivitet på Collstrop-grunden i Brabrand, hvor buske og småtræer er blevet rykket op af jorden og placeret i en bunke bagerst på grunden. Derudover ligger grunden hen i den samme sørgelige forfatning, som den har gjort i mange år, dækket af industriaffald som en gammel olietank, elkabler, kloakrør, knust beton, tagplader mv. og sand, sten, beton og træ farvet grønt af imprægneringsvædske.

Inden et par stemningsbilleder, kan vi lige gentage hvad Philippe Grandjean, professor i miljømedicin på SDU, udtalte tilbage i 2010, da DR tog sagen op.
- Det er den giftigste jordprøve, jeg nogensinde har set, og vandprøven overskrider grænseværdierne 20 gange, så det er helt klart også forhøjet.





torsdag den 16. maj 2013

Folketinget har vedtaget lov om ændring af lov om forurenet jord

Folketinget vedtog i tirsdags L 174  Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord (jordforureningsloven). Jeg har endnu ikke haft tid til at gennemlæse den nye lov i dybden, men har bidt mærke i nedenstående ændringer. Jeg vil umiddelbart mene de, kan få betydning for oprydningen af de forurenede collstrop-grunde og andre jordforureninger, som indtil videre har fået lov at blive liggende, da der ikke har kunnet påvises en påvirkning af drikkevandsressourcer.

I den tidligere lov om forurenet jord stod der blandt andet:
§ 1. Loven skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på grundvand, menneskers sundhed og miljøet i øvrigt.
§ 3. Stk. 3. Arealer, hvor der alene forefindes lettere forurenet jord, kortlægges ikke. Arealer kortlægges dog, hvis den lettere forurenede jord i særlige tilfælde kan have skadelig virkning på grundvand eller indeklima.
§ 6. Som et led i kortlægningen efter § 4 og § 5 fastlægger regionsrådet med henblik på en videre offentlig indsats de arealer, hvor der er forurening eller forureningskilder, der kan
1) have skadelig virkning på grundvandet inden for et område med særlige drikkevandsinteresser,
2) have skadelig virkning på grundvandet i et indvindingsopland for et alment vandforsyningsanlæg eller
Dette er ændret til:
§ 1. Loven skal medvirke til at forebygge, fjerne eller begrænse jordforurening og forhindre eller forebygge skadelig virkning fra jordforurening på natur, miljø og menneskers sundhed.
§ 3. Stk. 3. Arealer, hvor der alene forefindes lettere forurenet jord, kortlægges ikke. Arealer kortlægges dog, hvis den lettere forurenede jord i særlige tilfælde kan have skadelig virkning på grundvand, overfladevand, internationale naturbeskyttelsesområder eller indeklima.
§ 6. Som et led i kortlægningen efter § 4 og § 5 fastlægger regionsrådet med henblik på en videre offentlig indsats de arealer, hvor der er forurening eller forureningskilder, der kan
1) have skadelig virkning på grundvand,
2) have skadelig virkning på overfladevand,
Læs mere på folketingets hjemmeside, hvor blandt andet det vedtagne lovforslag kan hentes som PDF-fil: L 174  Forslag til lov om ændring af lov om forurenet jord

lørdag den 2. juli 2011

Kræftfremkaldende krom fundet i grundvandet under Langdalen i Brabrand

Region Midtjyllands boringer i Langdalen syd for collstrop-grunden i Brabrand viser, at grundvandet i 7 meters dybde er forurenet med det meget giftige og kræftfremkaldende krom +6. Krom i sig selv er ikke sundhedsskadeligt, men når det indgår i kemiske forbindelser, optræder det i forskellige oxidationstrin. Krom i oxidationstrin +6 (hexavalent krom eller Cr6+) som det er fundet i grundvandet under Langdalen, er stærkt giftigt og kræftfremkaldende.

Selvom koncentrationen er mere end 1000 gange højere end grænseværdien, vil myndighederne ikke umiddelbart gøre noget for at fjerne forureningen.

Geolog Claes Olsen fra Region Midtjylland udtaler til DR, at krom 6 udmærker sig ved, at det er meget letopløseligt i grundvandet, og det vil sige, at det kan transporteres langt, hvis det ikke bliver bremset af organisk stof. Han regner med at stoffet vil blive bremset af andet organisk stof inden det når Brabrand Søen og det nærmeste vandværk, som ligger 3 km. fra Langdalen.

Vi må håbe, at Claes Olsen har ret.

Personligt er jeg lidt urolig over, at der i grundvandet er fundet en overskridelse af grænseværdien på mere end 1000 gange for et stærkt giftigt og kræftfremkaldende stof.

Læs mere her:
DR: Kræftfremkaldende stof er endt i grundvandet
Århus Kommune: Orientering om Collstrop-grunden (PDF-fil 242 KB)
Region Midtjylland: Filtersatte boringer og risikovurdering Collstrupgrunden, Langdalen, Brabrand (PDF-fil 6,2 MB)

Se TV Avisen 18.30 fra 3. juli 2011: Giftgrund - forurening har spredt sig
- DR NU: Forurening har spredt sig
- DR Podcast XML: Forurening har spredt sig (MP4-fil 293 MB)

Opdateret 24/7-2011.

tirsdag den 5. april 2011

Forurenet skrænt i Langdalen skal hegnes ind

Udsnit af Langdalen september 2010. Foto: Bo Christensen

Den forurenede skrænt i Langdalen syd for Collstrop-grunden i Brabrand skal hegnes ind, og der skal opsættes advarselsskilte, som fortæller, hvorfor hegnet er der, skriver JP Århus. Afdelingschef Anders Maltha Rasmussen i Natur og miljø, Århus Kommune udtaler til avisen:
Jordprøver viser, at overfladejorden ned til en dybde på 20 cm. er forurenet med arsen i to tunger ned ad skrænten. Da der ikke er risiko for yderligere udsivning, er det tilstrækkeligt at hegne områderne ind.
De lokale grundejerforeninger og ejeren af marken nedenfor Collstrop-grunden er forståeligt nok ikke begejstrede for at få hegn og advarselsskilte i det naturskønne rekreative område Langdalen.

Samtidig med at Århus Kommune fortæller os, at der ikke er risiko for yderligere udsivning, har Region Midtjylland opsat filtersatte boringer nedenfor den forurenede skrænt, for blandt andet at undersøge om forureningen er trængt ned til grundvandet.

Hvis de ansvarlige myndigheder havde udvist rettidig omhu i 2007, da Collstrop lukkede træimprægneringsvirksomheden på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, havde vi sandsynligvis ikke i dag stået med en stærkt forurenet industrigrund, en mulig forurening af grundvandet samt et forurenet rekreativt naturområde, som skal hegnes ind og plastres til med advarselsskilte. Derudover ville en masse skattekroner kunne have været sparet på undersøgelser og indhegninger, da det ville have været forureneren, som havde betalt for alt dette samt en oprydning efter forureningen. Forureneren betaler-princippet blev adopteret af EU helt tilbage i 1975.

Så vidt jeg er orienteret modtog Collstrop Brabrand i årene op til deres lukning i 2007 flere trusler fra Århus Amt om politianmeldelse på grund af utætheder i imprægneringskar og det tilhørende rørsystem. Hvis imprægneringskar og rør har været utætte, er det rendt imprægneringsvædske ud i jorden. Hvorfor blev Collstrop ikke bedt om at fjerne den forurenede jord, da de forlod grunden?

I 2003 var afdelingsleder Anders Maltha Rasmussen og civilingenør Bente Jørgensen underskrivere af en Miljøgodkendelse af Collstrop - Dansk Træimprægnering, Brabrand A/S. I denne står blandt andet følgende at læse:
Ved ophør af driften skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå fremtidig forurening af jord og grundvand og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand. En redegørelse for disse foranstaltninger skal fremsendes til tilsynsmyndigheden senest 3 måneder, før driften ophører helt eller delvist.

Lad mig kort prøve at opsummere hvordan sagen ser ud, når jeg kigger på den.

1. I 1989 bliver der sendt erstatningskrav for oprydning af de forurenede collstropgrunde i Allerød, Hillerød, Horsens, Køge og Odense samt Skov- og Naturstyrelsen forsøger at rejse en retssag mod Collstrop. Erstatningskrav og retssag falder til jorden, da kapitalfonden Incentive A/S, som på det tidspunkt ejer Collstrop, tømmer virksomheden for penge. Her vil jeg mene, at der hos de fleste - og specielt hos offentligt ansatte indenfor miljøområdet - burde ringe en klokke, som siger, at her har vi en virksomhed, som forurener, og de forsøger at unddrage sig ansvaret for oprydningen derefter. Ergo virksomheden skal under skærpet opsyn.

2. I 1992 bliver Collstrop-grunden i Brabrand forureningskortlagt af Århus Amt og der påvises i 1992 og 1993 jordforurening med arsen og krom.

3. I 2003 giver Natur- og Miljøkontoret i Århus Amt med blandt andre afdelingsleder Anders Maltha Rasmussen som underskriver en miljøgodkendelse til Collstrop Brabrand, hvor der står, at ved ophør af driften skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå fremtidig forurening af jord og grundvand og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand.

4. I 2007 lukker Collstrop imprægneringsvirksomheden i Brabrand og fraflytter grunden uden at bringe den tilbage i tilfredsstillende tilstand. Århus Amt har i årene op til lukningen flere gange truet virksomheden med at politianmelde dem på grund af utætheder i imprægneringskar og tilhørende rørsystem.

5. I september 2010 undersøger DR 21 Søndag Collstrop-grunden i Brabrand og finder voldsomt forhøjede koncentrationer af giftstofferne arsen og krom. Professor i miljømedicin Philippe Grandjean udtaler, at det er den giftigste jordprøve, han nogensinde har set, og vandprøven overskrider grænseværdierne 20 gange. Senere på året viser undersøgelser foretaget af Konsulentfirmaet Niras, at forureningen har spredt sig til et naturområde syd for industrigrunden.

Og hvordan ser situationen så ud her i 2011?
Vi har en stærkt forurenet industrigrund, som der vist ikke kan være nogen tvivl om, ikke er bragt tilbage i tilfredsstillende tilstand. Et tilstødende forurenet naturområde. Og en mulig forurening af grundvandet, som Region Midtjylland er ved at undersøge - betalt af skatteyderne. Hvorfor blev de undersøgelser DR 21 Søndag foretog i 2010 ikke lavet i 2007, da Collstrop fraflyttede grunden, så stedet kunne bringes tilbage i tilfredsstillende tilstand, som der står i miljøgodkendelsen fra 2003?

Det er simpelthen for tyndt, at de folk vi har ansat til at varetage vores interesser, ikke kan gøre det bedre end det. Hvis det er fordi lovgivningen ikke virker, så må de komme op med nogle forslag til, hvordan lovgivningen kan ændres, så det er forureneren, som betaler for oprydningen.

Yderligere information:
Langdalen - en dal fra Kristi fødsel
Branchebeskrivelse for træimprægneringsvirksomheder
Miljøgodkendelse af Collstrop - Dansk Træimprægnering (PDF-fil 385 KB)
Niras: Forureningsundersøgelse Langdalen, Brabrand (PDF-fil 6 MB)
Gift i naturskøn dal i Brabrand
Banker tjente på miljøskandale
Se TV Avisen 18.30 fra 7. marts 2011: Miljøskandale - Ingen vil betale
- DR tv: Ingen vil betale (Vælg 18:30 og mandag 07. mar. 2011)
- DR NU: Ingen vil betale (Vælg TV AVISEN med Sporten 7. mar. 2011)
- DR Podcast XML: Ingen vil betale
- DR Podcast iTunes: Ingen vil betale
- DR Podcast ZENcast: Ingen vil betale
Se 21 Søndag fra 6. marts 2011: Miljøskandale - Banker ejede giftfirma
- DR tv: Banker ejede giftfirma (Vælg 21:00 og søndag 06. mar. 2011)
- DR NU: Banker ejede giftfirma (Vælg 21 SØNDAG 6. mar. 2011)
- DR Podcast XML: Banker ejede giftfirma
- DR Podcast iTunes: Banker ejede giftfirma
- DR Podcast ZENcast: Banker ejede giftfirma

Opdateret 9/5-2011.

onsdag den 9. marts 2011

Region Midtjylland borer i Langdalen

Som jeg har skrevet tidligere her på bloggen, ville Region Midtjylland januar 2011 etablere 4-5 filtersatte boringer umiddelbart nedenfor skrænten syd for Collstrop-grunden i Brabrand samt en enkelt boring på selve industrigrunden. Dette arbejde har indtil videre været udskudt på grund af frost, men i mandags gik de i gang.

Boringerne skal bruges til monitorering af grundvandet samt vise hvor dyb den påviste jordforurening er.

UPDATE 1. juli 2011: Boringerne har indtil videre afsløret en voldsom forurening med det kræftfremkaldende chrom 6 i syv meters dybde. Koncentrationen er over 1000 gange højere end grænseværdien tillader.
Læs mere her: Kræftfremkaldende stof er endt i grundvandet

Region Midtjylland i gang med en boring i Landalen syd for Collstrop-grunden i Brabrand til monitorering af grundvandet. Foto: Bent Christensen