Viser opslag med etiketten Langdalen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Langdalen. Vis alle opslag

lørdag den 2. juli 2011

Kræftfremkaldende krom fundet i grundvandet under Langdalen i Brabrand

Region Midtjyllands boringer i Langdalen syd for collstrop-grunden i Brabrand viser, at grundvandet i 7 meters dybde er forurenet med det meget giftige og kræftfremkaldende krom +6. Krom i sig selv er ikke sundhedsskadeligt, men når det indgår i kemiske forbindelser, optræder det i forskellige oxidationstrin. Krom i oxidationstrin +6 (hexavalent krom eller Cr6+) som det er fundet i grundvandet under Langdalen, er stærkt giftigt og kræftfremkaldende.

Selvom koncentrationen er mere end 1000 gange højere end grænseværdien, vil myndighederne ikke umiddelbart gøre noget for at fjerne forureningen.

Geolog Claes Olsen fra Region Midtjylland udtaler til DR, at krom 6 udmærker sig ved, at det er meget letopløseligt i grundvandet, og det vil sige, at det kan transporteres langt, hvis det ikke bliver bremset af organisk stof. Han regner med at stoffet vil blive bremset af andet organisk stof inden det når Brabrand Søen og det nærmeste vandværk, som ligger 3 km. fra Langdalen.

Vi må håbe, at Claes Olsen har ret.

Personligt er jeg lidt urolig over, at der i grundvandet er fundet en overskridelse af grænseværdien på mere end 1000 gange for et stærkt giftigt og kræftfremkaldende stof.

Læs mere her:
DR: Kræftfremkaldende stof er endt i grundvandet
Århus Kommune: Orientering om Collstrop-grunden (PDF-fil 242 KB)
Region Midtjylland: Filtersatte boringer og risikovurdering Collstrupgrunden, Langdalen, Brabrand (PDF-fil 6,2 MB)

Se TV Avisen 18.30 fra 3. juli 2011: Giftgrund - forurening har spredt sig
- DR NU: Forurening har spredt sig
- DR Podcast XML: Forurening har spredt sig (MP4-fil 293 MB)

Opdateret 24/7-2011.

tirsdag den 5. april 2011

Forurenet skrænt i Langdalen skal hegnes ind

Udsnit af Langdalen september 2010. Foto: Bo Christensen

Den forurenede skrænt i Langdalen syd for Collstrop-grunden i Brabrand skal hegnes ind, og der skal opsættes advarselsskilte, som fortæller, hvorfor hegnet er der, skriver JP Århus. Afdelingschef Anders Maltha Rasmussen i Natur og miljø, Århus Kommune udtaler til avisen:
Jordprøver viser, at overfladejorden ned til en dybde på 20 cm. er forurenet med arsen i to tunger ned ad skrænten. Da der ikke er risiko for yderligere udsivning, er det tilstrækkeligt at hegne områderne ind.
De lokale grundejerforeninger og ejeren af marken nedenfor Collstrop-grunden er forståeligt nok ikke begejstrede for at få hegn og advarselsskilte i det naturskønne rekreative område Langdalen.

Samtidig med at Århus Kommune fortæller os, at der ikke er risiko for yderligere udsivning, har Region Midtjylland opsat filtersatte boringer nedenfor den forurenede skrænt, for blandt andet at undersøge om forureningen er trængt ned til grundvandet.

Hvis de ansvarlige myndigheder havde udvist rettidig omhu i 2007, da Collstrop lukkede træimprægneringsvirksomheden på Edwin Rahrs Vej i Brabrand, havde vi sandsynligvis ikke i dag stået med en stærkt forurenet industrigrund, en mulig forurening af grundvandet samt et forurenet rekreativt naturområde, som skal hegnes ind og plastres til med advarselsskilte. Derudover ville en masse skattekroner kunne have været sparet på undersøgelser og indhegninger, da det ville have været forureneren, som havde betalt for alt dette samt en oprydning efter forureningen. Forureneren betaler-princippet blev adopteret af EU helt tilbage i 1975.

Så vidt jeg er orienteret modtog Collstrop Brabrand i årene op til deres lukning i 2007 flere trusler fra Århus Amt om politianmeldelse på grund af utætheder i imprægneringskar og det tilhørende rørsystem. Hvis imprægneringskar og rør har været utætte, er det rendt imprægneringsvædske ud i jorden. Hvorfor blev Collstrop ikke bedt om at fjerne den forurenede jord, da de forlod grunden?

I 2003 var afdelingsleder Anders Maltha Rasmussen og civilingenør Bente Jørgensen underskrivere af en Miljøgodkendelse af Collstrop - Dansk Træimprægnering, Brabrand A/S. I denne står blandt andet følgende at læse:
Ved ophør af driften skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå fremtidig forurening af jord og grundvand og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand. En redegørelse for disse foranstaltninger skal fremsendes til tilsynsmyndigheden senest 3 måneder, før driften ophører helt eller delvist.

Lad mig kort prøve at opsummere hvordan sagen ser ud, når jeg kigger på den.

1. I 1989 bliver der sendt erstatningskrav for oprydning af de forurenede collstropgrunde i Allerød, Hillerød, Horsens, Køge og Odense samt Skov- og Naturstyrelsen forsøger at rejse en retssag mod Collstrop. Erstatningskrav og retssag falder til jorden, da kapitalfonden Incentive A/S, som på det tidspunkt ejer Collstrop, tømmer virksomheden for penge. Her vil jeg mene, at der hos de fleste - og specielt hos offentligt ansatte indenfor miljøområdet - burde ringe en klokke, som siger, at her har vi en virksomhed, som forurener, og de forsøger at unddrage sig ansvaret for oprydningen derefter. Ergo virksomheden skal under skærpet opsyn.

2. I 1992 bliver Collstrop-grunden i Brabrand forureningskortlagt af Århus Amt og der påvises i 1992 og 1993 jordforurening med arsen og krom.

3. I 2003 giver Natur- og Miljøkontoret i Århus Amt med blandt andre afdelingsleder Anders Maltha Rasmussen som underskriver en miljøgodkendelse til Collstrop Brabrand, hvor der står, at ved ophør af driften skal der træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå fremtidig forurening af jord og grundvand og for at bringe stedet tilbage i tilfredsstillende tilstand.

4. I 2007 lukker Collstrop imprægneringsvirksomheden i Brabrand og fraflytter grunden uden at bringe den tilbage i tilfredsstillende tilstand. Århus Amt har i årene op til lukningen flere gange truet virksomheden med at politianmelde dem på grund af utætheder i imprægneringskar og tilhørende rørsystem.

5. I september 2010 undersøger DR 21 Søndag Collstrop-grunden i Brabrand og finder voldsomt forhøjede koncentrationer af giftstofferne arsen og krom. Professor i miljømedicin Philippe Grandjean udtaler, at det er den giftigste jordprøve, han nogensinde har set, og vandprøven overskrider grænseværdierne 20 gange. Senere på året viser undersøgelser foretaget af Konsulentfirmaet Niras, at forureningen har spredt sig til et naturområde syd for industrigrunden.

Og hvordan ser situationen så ud her i 2011?
Vi har en stærkt forurenet industrigrund, som der vist ikke kan være nogen tvivl om, ikke er bragt tilbage i tilfredsstillende tilstand. Et tilstødende forurenet naturområde. Og en mulig forurening af grundvandet, som Region Midtjylland er ved at undersøge - betalt af skatteyderne. Hvorfor blev de undersøgelser DR 21 Søndag foretog i 2010 ikke lavet i 2007, da Collstrop fraflyttede grunden, så stedet kunne bringes tilbage i tilfredsstillende tilstand, som der står i miljøgodkendelsen fra 2003?

Det er simpelthen for tyndt, at de folk vi har ansat til at varetage vores interesser, ikke kan gøre det bedre end det. Hvis det er fordi lovgivningen ikke virker, så må de komme op med nogle forslag til, hvordan lovgivningen kan ændres, så det er forureneren, som betaler for oprydningen.

Yderligere information:
Langdalen - en dal fra Kristi fødsel
Branchebeskrivelse for træimprægneringsvirksomheder
Miljøgodkendelse af Collstrop - Dansk Træimprægnering (PDF-fil 385 KB)
Niras: Forureningsundersøgelse Langdalen, Brabrand (PDF-fil 6 MB)
Gift i naturskøn dal i Brabrand
Banker tjente på miljøskandale
Se TV Avisen 18.30 fra 7. marts 2011: Miljøskandale - Ingen vil betale
- DR tv: Ingen vil betale (Vælg 18:30 og mandag 07. mar. 2011)
- DR NU: Ingen vil betale (Vælg TV AVISEN med Sporten 7. mar. 2011)
- DR Podcast XML: Ingen vil betale
- DR Podcast iTunes: Ingen vil betale
- DR Podcast ZENcast: Ingen vil betale
Se 21 Søndag fra 6. marts 2011: Miljøskandale - Banker ejede giftfirma
- DR tv: Banker ejede giftfirma (Vælg 21:00 og søndag 06. mar. 2011)
- DR NU: Banker ejede giftfirma (Vælg 21 SØNDAG 6. mar. 2011)
- DR Podcast XML: Banker ejede giftfirma
- DR Podcast iTunes: Banker ejede giftfirma
- DR Podcast ZENcast: Banker ejede giftfirma

Opdateret 9/5-2011.

onsdag den 9. marts 2011

Region Midtjylland borer i Langdalen

Som jeg har skrevet tidligere her på bloggen, ville Region Midtjylland januar 2011 etablere 4-5 filtersatte boringer umiddelbart nedenfor skrænten syd for Collstrop-grunden i Brabrand samt en enkelt boring på selve industrigrunden. Dette arbejde har indtil videre været udskudt på grund af frost, men i mandags gik de i gang.

Boringerne skal bruges til monitorering af grundvandet samt vise hvor dyb den påviste jordforurening er.

UPDATE 1. juli 2011: Boringerne har indtil videre afsløret en voldsom forurening med det kræftfremkaldende chrom 6 i syv meters dybde. Koncentrationen er over 1000 gange højere end grænseværdien tillader.
Læs mere her: Kræftfremkaldende stof er endt i grundvandet

Region Midtjylland i gang med en boring i Landalen syd for Collstrop-grunden i Brabrand til monitorering af grundvandet. Foto: Bent Christensen

mandag den 6. december 2010

Nyt skilt nedenfor grunden

Efter kommunens nye undersøgelser af vandhullerne i Langdalen, har de skiftet teksten på skiltet nedenfor Collstrop-grunden.

Natur og Miljø
informerer om vandkvaliteten i Langdalen

Natur og Miljø har tidligere informeret om, at stikprøver i vandhullerne i Langdalen indeholdt let forhøjede værdier af arsen.

Nye undersøgelser viser nu, at de to små søer i Langdalen og de nærliggende regnvandsbassiner har et indhold af arsen svarende til, hvad der kan forventes i afstrømmende regnvand fra et byområde.

Der er således ikke tegn på, at forureningen fra Collstrop-grunden har bredt sig til vandhullerne i Langdalen.

Du kan få yderligere oplysninger om undersøgelserne og om Collstrop-grunden på Århus Kommunes hjemmeside:

www.aarhuskommune.dk/borger/natur-og-miljoe
Med venlig hilsen
Natur og Miljø

Hvad de glemmer at oplyse om - sikkert fordi det ikke er deres ansvarsområde - er at, skrænten lige bagved skiltet er voldsomt forurenet med arsen.

Niras rapport om jordprøverne fra skrænten kan hentes som PDF-fil her:
Forureningsundersøgelse på arealer syd for Collstrupgrunden, Edwin Rahrs Vej, 8220 Brabrand, (matrikel nr.: 30f, 27d, 4d og 30b Brabrand By, Brabrand ). (PDF-fil 6 MB)

søndag den 28. november 2010

Resultat af prøver

Jeg var i sidste uge til møde med repræsentanter fra Region Midtjylland, Århus
Kommune, et par grundejerforeninger og ejeren af jorden i bunden af Langdalen. Mødets formål var en generel orientering om resultaterne af de undersøgelser Region og Kommune har foretaget i Langdalen bagved Collstrop-grunden.

Århus Kommunes undersøgelser viser af overfladevand på Collstrop-grunden er forurenet med chrom, kobber og arsen i koncentrationer op til 2,300 mg arsen/l, 0,119 mg kobber/l og 0,081 mg chrom/l. Nye vand- og sedimentprøver af vandhullerne i Langdalen viser ikke højere koncentration af de målte metaller end hvad der findes i andre undersøgelser af afstrømmende regnvand fra et byområde.
De højeste koncentrationer af metallerne - udover selve Collstrop-grunden - er fundet i bundsedimentet i regnvandsbassin 760, som er vandhullet vest for Langdalsvej. Kommunen skriver i deres notat om undersøgelserne, at stofkoncentrationen i bundsedimentet ligger her på niveau med, hvad der gennemsnitligt kan forventes i et regnvandsbassin.
Kommunens konklusion på undersøgelserne af vandet i Langdalen er, at der ikke er signifikante tegn på, at forureningen fra Collstrop-grunden skulle have bredt sig nedstrøms til vandhullerne i Langdalen.

Region Midtjylland: Forureningsundersøgelse Langdalen, Brabrand (PDF-fil 6 MB)
Århus Kommune: Undersøgelse af vandhuller (PDF-fil 950 KB)
Århus Kommune: Orientering om Collstrup-grunden (PDF-fil 1,2 MB)

Region Midtjyllands undersøgelser af skrænten bagved Collstrop-grunden og marken nedenfor grunden viser, at forureningen har spredt sig til to områder på skrænten og ned til stien nedenfor skrænten. Dette område ejes af Århus kommune. Der er ikke fundet forurening på marken nedenfor skrænten. Der skulle altså ikke være nogen fare ved at færdes på stierne i Langdalen. Skrænten syd for Collstrop-grunden skal man nok ikke lade børn lege på, og indsamling af specielt svampe til madlavning vil være en rigtig dårlig ide. Som det kan ses på indscanningen herunder er koncentrationen af arsen i 10-20 centimeters dybde rimelig høj.

Bilag 3 i Niras forureningsundersøgelser af området syd for Collstrop-grunden.

Region Midtjylland vil januar 2011 opsætte 4-5 filtersatte boringer nedenfor skrænten samt en enkelt boring på Collstrop-grunden. Boringerne skal udover at afgrænse forureningen i dybden, også bruges til at tage prøver af grundvandet, for at se om forureningen skulle være nået derned.

fredag den 12. november 2010

Flere prøver og mere regnvand

Konsulentfirmaet Niras er igen i dag i Langdalen for at tage prøver nedenfor den arsen-forurenede Collstrop-grund. De jordprøver Niras allerede har taget i Langdalen, afslører at arsenforureningen har bredt sig til skrænten bagved giftgrunden.

Niras tager prøver i Langdalen nedenfor Collstrop-grunden. Foto: Bo Christensen

Det har regnet siden i går aftes, og Collstrop-grunden er igen dækket at regnvand, som løber mod Langdalen i den sydlige ende af grunden.

torsdag den 11. november 2010

Arsen-forureningen spreder sig

Efter Konsulentfirmaet Niras i slutningen af oktober tog jordprøver af skrænten bag Collstrop-grunden i Brabrand, er det nu påvist at arsen-forureningen har spredt sig til området bagved grunden og på skrænten ned mod Langdalen.
Region Midtjyllands Jord og Råstoffer-kontor bekræfter at forureningen har spredt sig, og Claes Olsen, der er geolog i Region Midtjylland siger:
Vores vurdering er, at det er regnvand, der er løbet ud over skrænten og har transporteret giften med sig.
Han vurderer ikke at arsen-forureningen vil sprede sig yderligere.

Hvis man besøger Collstrop-grunden og Langdalen på en regnvejrsdag, kan det dog være svært at tage del i Claes Olsens optimisme. Jeg har tidligere taget billeder og video af Collstrop-grunden efter et kraftigt regnskyl, og som det ses, render der rigtig meget vand nedover grunden og mod den sydlige ende, som grænser op til Langdalen. Som Region Midtjylland nu har opdaget, ender meget af vandet i Langdalen, men meget af det løber også i et afløb i den sydlige ende af grunden.
Hvor ender det vand henne, og hvor langt har det spredt arsenforueningen?

Noget helt andet er de brombær og svampe, som vokser på skrænten bagved grunden. Har vi indtaget arsen gennem de sidste 30 år, ved at spise disse?

Kilde: Forurening fra giftgrund har spredt sig

tirsdag den 26. oktober 2010

Niras tager flere jordprøver

Igen i dag har Niras været i Langdalen og tage jordprøver nedenfor Collstrop-grunden.

Niras har igen i dag været i Langdalen og taget jordprøver nedenfor Collstrop-grunden. Foto: Bo Christensen

mandag den 25. oktober 2010

Der bliver taget prøver i Langdalen

Her til formiddag har rådgivningsvirksomheden Niras været i Langdalen og taget prøver på skrænten og marken bagved Collstrop-grunden.

Niras tager prøver i Langdalen bagved Collstrop-grunden. Foto: Bent Christensen

Masser af regn

Henover lørdag og søndag har det regnet næsten uafbrudt i 24 timer. Regnvandet løber nedover den arsenholdige jord, og ender på Collstrop-grundens sydlige ende, hvor der står blankt vand i hele grundens bredde. Den sydlige ende af grunden grænser op til Langdalen. Det meste af vandet ender i et regnvandsbassin i det sydøstlige hjørne og i et kloakafløb i det sydvestlige hjørne. Resten står og siver langsomt ned i jorden. Meget af det ender sandsynligvis i Langdalen, da vandhullet nedenfor grunden vokser betragteligt i areal.
Her er lidt stemningsbilleder og et par videoer taget søndag formiddag.

Billede taget fra den nordlige ende af grunden ned mod Langdalen. Foto: Bo Christensen

Regnvandet løber nedover den arsenforurenede jord. Foto: Bo Christensen

Sådan ser Collstrop-grunden ud efter 24 timers regn. Foto: Bo Christensen

fredag den 8. oktober 2010

Kommunen informerer om arsenforureningen af vandhullerne i Langdalen

Århus kommune har i Langdalen nedenfor Collstrop-grunden opsat et skilt, hvor de informerer om arsenforureningen af vandhullerne. Skiltet melder ikke noget om, der skulle være fare forbundet med at spise de kirsebær, brombær, æbler og svampe, som vokser på dalens nordlige skrænt nedenfor giftgrunden.

Teksten på skiltet er:

Natur og Miljø
informerer om arsen i Langdalen

Collstrup-grunden på Edwin Rahrs Vej er forurenet med bl.a. arsen, der har været anvendt som imprægneringsmiddel i træ i Danmark frem til 1992.

Prøver har for nylig påvist arsen i vandhullerne i Langdalen:

Vandhul øst for Collstrup-grunden:0,012 mg/l
Vandhul ud for Collstrup-grunden:0,016-0,021 mg/l
Kvalitetskrav til drikkevand (tapvand):0,010 mg/l
Regnvand fra by- og industriområder0,010-0,015 mg/l
De fundne arsenværdier er kun let forhøjede i forhold til drikkevand og afstrømmet regnvand.

Embedslægen har dog anbefalet indhegning af vandhullerne.

Videre undersøgelser
Region Midtjylland har ansvaret for jordforureningen på Collstrup-grunden og vil snarest påbegynde en undersøgelse af, hvad der evt. skal ske med forureningen. Undersøgelsen vil tage udgangspunkt på skrænten syd for grunden. Formålet er at afklare, hvorvidt og i hvilket omfang forureningen påvirker vandet i Langdalen.

Du kan få yderligere oplysninger om sagen på Århus Kommunes hjemmeside:

www.aarhuskommune.dk/borger/natur-og-miljoe

Den forurenede grund ligger på den anden side af træerne øverst til venstre i billedet. Foto: Bo Christensen

Århus Kommune har opsat et skilt i Langdalen, hvor de informerer om arsenforureningen af vandhullerne. Foto: Bo Christensen

Kommunen har samtidig lagt "Orientering om Collstrup-grunden" ud på deres hjemmeside, hvor de blandt andet forsikrer om, at det store grundvandsmagasin under Langdalen og Collstrop-grunden ikke er truet af forureningen.

Orientering om Collstrup-grunden (PDF-fil 1,2 MB)

Kommunens forsikring om at vores grundvand ikke er i fare, er dog i modstrid med den information, man kan læse i "Lokalplan nr. 584: Boligområde ved Helenelyst i Brabrand".
Århus Amt har udtalt, at i området ved Helenelyst er der - ud fra den viden, man har i dag, stort set kun dæklag af sandede eller meget sandholdige aflejringer oven på grundvandsmagasinerne. Den naturlige beskyttelse er dermed ringe eller helt fraværende.

Det er vigtigt, at der ved den fremtidige anvendelse af området tages væsentlige hensyn, da området er sårbart i vandindvindingsmæssig sammenhæng, og at der sikres mest muligt mod nedsivning af forurenende stoffer til grundvandet.

Der bør derfor ikke anvendes sprøjtemidler og ske forurening af nogen som helst art, der kan medføre nedsivning til grundvandet.

Eksisterende tilledning af drænvand fra Langdal til Porskær og Voldbæk skal bibeholdes for at bevare tilstanden i dette.
Lokalplan nr. 584 Boligområde ved Helenelyst i Brabrand (PDF-fil 4,0 MB)

Vandsystemet i Langdalen løber fra dalens østlige ende mod vest, via overløb løber det under Langdalsvej og derefter ud i et forholdsvis nyanlagt vandhul. Via overløb i dette vandhuls vestlige ende ledes vandet videre forbi Porskær, Helenelyst og derefter ud i Voldbæk og videre ud i den nordvestlige ende af Brabrand Sø. På den modsatte side af søen ligger de vandboringer, som kommunen forsikrer, ikke er truet af arsenforureningen.

mandag den 4. oktober 2010

Vandhul i Langdalen hegnes ind

Her til formiddag har Århus Kommune sendt to mand fra Natur og miljø ud for at sætte hegn omkring den ene af søerne i Langdalen.
Den opsatte indhegning kommer på et tidspunkt til at stå ude i søen, da kommunen tilsyneladende ikke har tænkt på, at søernes areal vokser meget efter store regnskyl og når vinterens sne smelter.

Århus Kommune: Natur og miljø sætter hegn omkring det ene vandhul i Langdalen. Foto: Bo Christensen

Århus Kommune: Natur og miljø sætter hegn omkring det ene vandhul i Langdalen. Foto: Bo Christensen

Århus Kommune: Natur og miljø sætter hegn omkring det ene vandhul i Langdalen. Foto: Bo Christensen

6. oktober er der kommet "Adgang forbudt"-skilte op ved den indhegnede sø i Langdalen. Foto: Bo Christensen

torsdag den 30. september 2010

Giftig arsen i to vandhuller i Langdalen

DR Nyheder skriver 30. september, at to søer i Langdalen i Brabrand skal hegnes ind. Den stærkt forurende Collstrop-grund grænser op til den nordlige skrænt i Langdalen.

Afdelingslæge Bo Fredsted fra Embedslægerne Midtjylland udtaler, at der ikke er nogen akut sundhedsrisiko ved at færdes i dalen, men anbefaler indhegning af området og skilte med advarsel om giftigt vand i søerne. Derudover anbefaler han yderligere undersøgelser af nabogrunden og dalen.
Der er også taget nye prøver fra selve Collstrop-grunden, som viser store forekomster af arsen, chrom og kobber. Nu mangler nabogrunden.

- Der er ikke taget prøver på nabogrunden endnu. Vi har anbefalet kommunen, at man tager nogle prøver fra nabogrunden for at klarlægge, om der er forurening der. Der ud over har vi anbefalet, at man får taget nogle flere prøver af området og af jorden nede i Langdalen, siger Bo Fredsted.
Læs hele artiklen på dr.dk: Giftig arsen i to søer i Brabrand